Optagelsesprøve til produktionslinjen: klassisk komposition

Du skal være forberedt på en koncentreret prøve, som varer ca. 20 min. i alt. Den kan dog forkortes efter censorernes skøn.
Video Url

Til prøven vil der sidde en fagcensor – en klassisk komponist. Der vil også være en gennemgående censor, som sidder til alle de klassiske optagelsesprøver på de tre MGK centre på Sjælland, og en prøveleder som afvikler prøven og holder tidsplanen.

Din prøve varer 20 min. i alt. 

Efter tilmeldingsfristens udløb får du tilsendt et link, hvor du skal uploade to indspillede værker med en samlet varighed på ca. 6 min. + partitur og evt. sangtekst, et CV (herunder lidt om din erfaring indenfor komposition) og til sidst en begrundet ansøgning. 

Du får en dato for, hvornår det senest skal være uploadet. 

En begrundet ansøgning er en beskrivelse af, hvad du har af overvejelser om den musik, du har sendt ind, hvorfor du synes, MGK er det rigtige for dig samt eventuelt, hvad du gerne vil fordybe dig i på MGK. Der er ikke krav om en bestemt længde. 

Der stilles ingen genremæssige krav. Udtryk dig indenfor de stilarter, du er mest tryg ved. 

14 dage før din prøve vil du modtage en opgave, fx et tema eller et ”benspænd”, som du skal tage udgangspunkt i til en ny egenproduktion på maks. 3-4 min. og medbringe til prøven.

Prøven 

Til optagelsesprøven skal opgaven medbringes på et partitur/notation. Hvis der indgår tekst, skal den også medbringes. Du er velkommen til at medbringe en indspilning, men det er ikke et krav. Hvis du medbringer en indspilning, skal du også medbringe et medie til afspilning fx mobil, USB-stik, tablet eller lignende.

Du skal ikke spille live til prøven. 

Til prøven lægges der vægt på den efterfølgende samtale, hvor der vil blive spurgt ind til dine overvejelser og valg af metoder i forhold til de indsendte numre samt den stillede opgave. 

Prøve i almene bifag 

Der aflægges en mundtlig prøve i elementær hørelære/teori. Du skal gengive enkle rytmer, som vi klapper for dig og eftersynge enkle melodistumper, som vi spiller for dig. Desuden skal du synge tonerne i en akkord, som vi spiller for dig. 

Efter votering 

Efter at censorerne har voteret, kommer du ind til en kort samtale, hvor du også får en karakter.

Du får karakter efter 7-trins-skalaen.